”Fik I noget godt at spise?”

Sådan lyder et klassisk spørgsmål, når man har været afsted til fest, konference eller messe.

Svaret er et fuldtonet ”Ja”, når MESSE C’s køkken har været i aktion. Vi ved, at lækker, veltillavet mad udgør en meget vigtig del af totaloplevelsen.

Men måltidet skal ikke kun være velsmagende. For os er fornyelse, forandring og overraskelse centrale ingredienser i en perfekt madoplevelse.

Derfor har vi taget livtag med spændende nye koncepter som Streetfood og Sharefood – med stor succes og mange begejstrede tilbagemeldinger til følge.

- Folk vil gerne prøve noget nyt, når de er afsted til et arrangement. Den traditionelle buffet er der ikke noget galt med, men der opstår bare smil og begejstring, når både måltidet og rammerne omkring det er fyldt med nytænkning, fortæller Elke Preisler, event- og marketingchef i MESSE C.

Smagsoplevelser fra hele verden

Streetfood nydes i et hyggeligt, uhøjtideligt og internationalt miljø, hvor ”gadekøkkener” byder på små retter og snacks fra forskellige lande og kontinenter. Her kan man eksempelvis få en lille fiks portion dansk stegt flæsk med persillesovs, lidt spansk paella med skaldyr og kylling, mexicansk oksekødsgryde med chili, bønner og bacon eller asiatisk inspirerede marinerede kæmperejer med ingefær og citrongræs.

Streetfood nydes oftest ved ståborde og giver deltagerne rig mulighed for at sive rundt imellem hinanden og få en snak med mange forskellige.

- Også Sharefood-konceptet er ideelt til at skabe netværk, nærhed og dialog, konstaterer Elke Preisler.

Maden serveres delikat i fade på bordet, så der er ingen, der skal ”rende” som ved en buffet. Tværtimod kan man koncentrere sig om at dele og nyde maden sammen.

Ét fad kan eksempelvis rumme koldstegt oksefilet med rucola og artiskokker, et andet røget torsk med grønne asparges og hindbær. Dertil måske en anretning med grillede broccoliskud med rødløg samt en rejesalat med friske asparges og ristede græskarkerner.

 - Der opstår en helt særlig stemning omkring sådan et bord. Man har et inspirerende fællesskab omkring maden, hvor man kommer med tips til hinanden om, hvad man ikke bør gå glip af på bordet, beretter event- og marketingchefen.

Fra 20 til 10.000 gæster

Hun understreger, at MESSE C kan skabe præcis det univers omkring middagen, som man ønsker – eksempelvis en havefest med træer, græs, hængekøjer, kar med isterninger og drikkevarer, parasoller med lyskæder etc.

- Og så er det vigtigt for mig at slå fast, at intet er for småt og intet er for stort for os. Vi kan skabe skønne rammer og banebrydende kulinariske oplevelser for såvel 20 gæster som 10.000 gæster, slutter Elke Preisler.