Den internationalt anerkendte kurvemager Klaus Titze inspirerer og viser sine særlige teknikker på Nordens største kreative messe i Fredericia

Der er en særdeles spændende debutant på udstillerlisten, når det i efteråret går løs med Kreative Dage i Fredericia – Nordens største kreative messe.

Det er kurvemager og kunsthåndværker Klaus Titze, som Pileforeningen har inviteret til at deltage weekenden igennem. Han er medlem af Danske Kunsthåndværkere, forfatter til bogen ”Fletværk” og har vundet flere priser både herhjemme og i udlandet.

Klaus Titze er oprindelig uddannet økonom i det tidligere Østtyskland, men han blev glødende interesseret i pilefletningen og vendte de tørre tal ryggen for at blive professionel kurvemager og kunsthåndværker.

Eksperimenterer og udforsker

Familien flyttede til Danmark for 22 år siden og bosatte sig på en gård på Møn med masser af plads til de kreative udfoldelser. Lysten til at eksperimentere og udforske nye teknikker og materialesammensætninger har været fremherskende hele vejen igennem. Klaus Titze arbejder blandt andet med en karakteristisk ”rulleteknik”, men beklæder også pilen med ler eller fiberbeton eller laver smukke aftryk ved at brænde pilen væk.

På Kreative Dage går Klaus Titze på scenen med et billedforedrag om sine inspirationskilder og sit virke generelt.

- Det meste er relativt enkelt at skabe – det er ideen, der kan være vanskelig at få, og her vil jeg komme med nogle input, fortæller den dansk-tyske kunsthåndværker.

Han vil også være at møde på sin arbejdende stand, hvor han messen igennem demonstrerer sine håndværksmæssige og kunstneriske færdigheder.

 

Kreative Dage finder sted den 27.-29. oktober 2017 i MESSE C Fredericia.