Næsten 500 automekanikere og værkstedsejere deltog, da FTZ Akademi afholdt Teknikkens Temadag i MESSE C Fredericia.

Arrangementet, der blev afviklet i samarbejde med Bosch og Bridgestone, satte især fokus på fremtidens teknik i bilerne.

- Der sker blandt andet en voldsom udvikling inden for assistentsystemer, eksempelvis automatisk nedbremsning, træthedsregistrering, automatisk parkering med videre.

Det er med til at gøre vores kørsel mere behagelig og sikker, men det stiller også øgede krav til værkstederne i forhold til fejlfinding, vedligeholdelse osv.", forklarer Hans Erik Kristoffersen, leder af FTZ Akademi.

Bare det at skifte en forrude kræver i mange tilfælde nye kompetencer, fordi der i flere modeller er kamera/laser monteret i forruden til brug i assistentsystemer.

Grundig behandling på seks workshops 

En anden trend er ifølge Hans Erik Kristoffersen et stigende antal el- og hybridbiler på markedet. De kræver også nogle ekstra færdigheder af mekanikerne, så det blev der også sat fokus på i Fredericia.

- Vi havde etableret seks workshops, og på hver workshop blev et bestemt emne taget under grundig behandling. Deltagerne var så opdelt i seks hold, som roterede mellem stationerne – det fungerede super godt,

Hans Erik Kristoffersen leder af FTZ Akademi


Perfekte faciliteter og et dygtigt team

Bosch havde sendt ingeniører fra Tyskland til Fredericia, så der kunne dårligt være bedre kræfter til at forklare den nyeste tyske teknik og MESSE C’s faciliteter passede perfekt til arrangementet:

- Vi havde masser af plads til at afvikle vores workshops, og restauranten sørgede for morgenkaffe og en lækker frokost, som blev serveret lige på slaget. Prikken over i’et var, at vi hos MESSE C’s nabo – Køreteknisk Anlæg – kunne afholde en workshop, hvor deltagere kunne prøvekøre forskellige el- og hybridmodeller. Det var et meget populært indslag, som flere var lidt benovede over. Vi har i det hele taget fået megen ros for dagene, og vi giver roser videre til MESSE C for fine faciliteter, præcis afvikling og et dygtigt team.

Hans Erik Kristoffersen leder af FTZ Akademi