Skip to main content

Skalma lancerer nyheder og nye linjer på møbelmesse

Furniture Fair

Traditionsrig Viborg-producent præsenterer frugterne

af ny strategi på MESSE C Furniture Fair i foråret

 

Møbelproducenten Skalma fra Viborg viser nye sider af sig selv på MESSE C Furniture Fair i Fredericia den 26.-29. april.

PRESSEMEDDELELSE:

Den 26.-29. april er det tid til anden udgave af MESSE C Furniture Fair i Fredericia, og med på udstillerlisten er Skalma, en af Danmarks ældste og mest navnkundige møbelfabrikker.

Viborg-virksomheden har rødder helt tilbage til 1904, hvor man begyndte at producere madrasser lavet af tørret tang og ålegræs fra Limfjorden.

Det er dog ikke tangmadrasser, men blandt andet sofaer, modulsystemer, drejestole og lænestole - Made in Denmark - som har sikret Skalmas plads på markedet igennem de mange årtier. Og på trods af den gulnede dåbsattest er der masser af spræl i den traditionsrige møbelproducent, understreger salgschef Kristian Svarre.

Han kom til Skalma sidste år og har med sin solide baggrund i branchen været hovedarkitekt bag en ny strategi, som sætter retningen for næste kapitel i virksomhedens udvikling.

På møbelmessen lancerer Skalma således tre nye produktlinjer - Danmark, Living og Basic - som giver virksomheden mulighed for at favne bredere i markedet og spænder over forskellige fremstillingsformer, designudtryk og sortimentsbredde. 

Håber på gentagelse af succes

- Før jul havde vi en snes forhandlere i Viborg for at introducere konceptet, og det blev rigtig positivt modtaget. Vi glæder os meget til at møde endnu flere af vores forhandlere på Furniture Fair og forhåbentligt også få mange ordrer i bogen, fortæller Kristian Svarre.

Han tilføjer, at der også er andre møbelnyheder i vente, blandt andet et nyt produkt af Skalmas tradition for klassiske drejestole.

Ifølge Kristian Svarre var premiereudgaven af Furniture Fair sidste år en solid succes, som han venter at se gentaget i 2026-udgaven.

- Jeg synes, det var et virkelig godt setup. Det var dejligt målrettet, ikke noget med belysning, børnemøbler, legetøj eller andet. Det er klart, at konceptet her giver ikke tusindvis af besøgende, men det betyder ikke noget, for der var alle dem, vi har brug for at møde, understreger salgschefen.

- Jeg har hørt flere ytringer fra folk, som sagde, de havde fejlvurderet ved kun at gæste messen én dag. Det er jo en dejlig tilkendegivelse, som viser, at der virkelig er noget at køre efter, konstaterer Kristian Svarre.

 

MESSE C Furniture Fair i Fredericia finder sted den 26.-29. april 2026. Se mere på www.messec-furniturefair.dk