Skip to main content

NutriFair for 13. gang: Fremtidens husdyrbrug i fokus

Messe CNutrifair

Husdyrmessen NutriFair blev i 2026 afholdt for 13. gang og samlede branchen til to dage med fokus på viden, faglighed og netværk. Over 4.500 besøgende – hvor størstedelen er beslutningstagere på deres bedrifter – oplevede udstillerne en messe med høj relevans og faglig tyngde. Samtidig blev fremtidens landbrug sat under lup, og udstillerne fik indblik i, hvordan kommende krav allerede i dag former behovene i praksis.

En stigning i antallet af besøgende på 15 procent betød lige over 4.500 besøgende og 228 udstillere til årets NutriFair. Dertil har fire ud af fem af de besøgende indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet på bedrifterne. Det er teamet bag husdyrmessen særdeles tilfreds med. Både udstillere og besøgende har oplevet, hvordan fremtidens landbrug blev sat i fokus.

”For os handler NutriFair om kvaliteten af det fysiske møde. Det handler om viden, det handler om netværk, og det handler om faglighed. Derfor er vi stolte, når vi kan se, at de besøgende, der kommer på messen, er dem, der træffer beslutninger på bedrifterne,” fortæller Ida Hahn, projektleder for NutriFair, og fortsætter:

”Vi har sat fokus på fremtidens landbrug og ledelse til årets messe – for landbruget står i en brydningstid, hvor den grønne trepart materialiserer sig, nye krav til staldløsninger melder sig, og omverdenens fokus på branchens gøren og laden er stigende. Men det har ikke taget energien ud af årets NutriFair. Hallerne har summet begge dage – og vi kan forstå på udstillerne, at landmændene ser mod løsninger.”

Fremtidens landbrug blev blandt andet foldet ud gennem debatter om license to produce samt oplæg om løsgående søer, kommunikation, landbrugets rolle i en usikker tid, data i griseproduktionen og fremtidens økonomi.

Griseproducenterne ønsker løsninger til konkrete projekter 

Staldinventarproducenten Vissing Agro står efter to dage på NutriFair med et bekræftet indtryk af, hvad husdyrmessen har at byde på. De har oplevet stor relevans blandt de besøgende – med både eksisterende og nye kunder i rigelige mængder på standen.

”Vi har fået en del henvendelser på aktuelle projekter, som vi håber at kunne byde ind på. Det er projekter, hvor landmændene er langt og har byggeplaner, økonomi og miljøgodkendelser på plads. Vi er glade for at komme på NutriFair, netop fordi de besøgende ofte er relevante. Det er to gode, fokuserede og relevante dage,” fortæller Jens Guldhøj Lauesen, salgskonsulent hos Vissing Agro.

De har blandt andet mærket, at de nye regler om løsgående søer er begyndt at påvirke nybyggeri. De har dog oplevet, at de fleste henvendelser har handlet om opførelse af klima- og slagtesvinestalde.

Hos Skiold har de haft samme gode oplevelse på NutriFair, og istemmer sig det gode aktivitetsniveau. Også her har de oplevet konkrete samtaler, hvor de blandt andet har lukket en stor aftale på et større soanlæg med en bred levering fra deres produktprogram til søer.

”Sådanne handler som denne er ikke noget, vi har i skuffen. Vi har været i et længere forløb med kunden, hvor kunden har mulighed på NutriFair for at træffe den endelige beslutning. Det er det, messen kan, at kunderne har muligheder for at sammenligne løsninger og se, hvad det er, man skal købe ind,” siger Martin Rindom, salgsansvarlig hos Skiold.

Kvægbranchen oplever håndgribelige dialoger

Hos Lely, der leverer løsninger til mælkeproducenter, har der ligeledes været stor interesse blandt de besøgende for at få bud på konkrete projekter.

”Vi har oplevet en god blanding af nye og eksisterende kunder, der har haft interesse i vores nye fodersystem, Lely Vector. NutriFair er et godt sted at vende den løsning, fordi landmændene ofte er i forskellige stadier i forhold til miljøgodkendelser. Her kan vi gå i dybden og vende mulighederne. Det gælder også vores robot, hvor flere har haft spørgsmål til en opdatering, vi har lavet. Der er NutriFair et godt sted at vende situationen,” fortæller René Hansen, salgschef hos Lely Center Rødekro og fortsætter:

”Vi plejer at tage af sted på NutriFair – og vi synes, det er relevant. Der er jo ingen turister her, og det er de rigtige mennesker, der kommer. Vi har haft to dage med godt flow af besøgende, god stemning og relevante dialoger,” slutter René Hansen.

NutriFair åbner igen dørene i 2028. 

Det endelige besøgstal for NutriFair 2026 var: 4501