Minuba har det forkromede overblik på Kloakmessen
Når flere tusinde fagfolk til januar mødes til Kloakmessen i Fredericia, er virksomheden Minuba fra
Kgs. Lyngby blandt de flere end 150 udstillere.
- Det er en fantastisk messe for os - ikke mindst fordi der både er den ’almindelige’ messe og samtidig konkurrence og liv i sandkasserne i forbindelse med DM i Kloak. Det gør det hele endnu mere levende,
og vi er selvfølgelig stolte af, at deltagerne bruger vores system under DM i Kloak, siger Katrine Hassø Nielsen, marketingchef hos Minuba.
Virksomheden udvikler og sælger et digitalt ordrestyringssystem, som gør det nemmere for håndværkere at holde styr på blandt andet tilbud, materialeforbrug, arbejdstimer, kvalitetssikring og fakturering - direkte fra mobilen.
- De færreste bliver håndværkere, fordi de synes, det er supersjovt at lave administrativt arbejde. Men kravene til for eksempel dokumentation og kvalitetssikring stiger hele tiden, og mange håndværkere bruger unødigt meget tid på papirarbejde. Det vil vi gerne spare dem for, så de kan bruge tiden på deres kerneopgaver, påpeger hun.
Forærer penge til kunderne
Ud over elektrikere er VVS'ere og kloakmestre de største kundegrupper for Minuba, som også hjælper med at få alle materialer med på regningen.
- Undervejs bruger man måske lige nogle rør, samlinger og andre stumper, som man glemmer at få med på fakturaen. Men det kan hurtigt løbe op - erfaringen viser, at op mod 25 procent af alle materialer ikke bliver registreret, og det er jo mange penge at forære til slutkunden, konstaterer Katrine Hassø Nielsen.
Systemet indeholder desuden muligheder for at analysere tidligere opgaver - var dækningsbidraget godt nok? - og hadeopgaven med at samle materiale til revisor eller bogholder ved årsskiftet bliver pludselig ingen sag.
- På Kloakmessen vil vi også sætte lidt fokus på, hvordan et ordrestyringssystem gør det nemmere at forberede sin virksomhed til salg eller generationsskifte. Vi ser nogle gange, at garvede håndværkere sælger deres firma for billigt, fordi det ikke er tydeligt nok, hvilket økonomisk fundament firmaet står på. Det er synd, hvis man nu har knoklet i årtier med at bygge noget op, konstaterer marketingchefen.
Hun og Minuba ser frem til at møde både eksisterende og potentielle brugere i Fredericia - og også gerne dem, der endnu ikke er helt trygge ved digitale værktøjer:
- Ikke alle er lige digitale, men vi håber at kunne vise, at det ikke er farligt - det er tværtimod en kæmpe lettelse. Vi håber bare, så mange som muligt tager Minubas eller et andet ordrestyringssystem til sig, for deres egen skyld, slutter Katrine Hassø Nielsen.
Man kan møde Minuba på Kloakmessen i Fredericia den 29.-30. januar 2026!