International inspiration: Ny dansk kvægudstilling henter show-stemning fra USA og Canada
Jeppe Andreasen har rejst rundt i USA og Canada, hvor han har oplevet mange både små og store dyrskuer. Selvom det nye, danske dyreskuers størrelse ikke kommer i nærheden af de største udenlandske dyrskuer, har Jeppe gjort det til sin fornemmeste opgave, sammen med teamet bag Nordic Dairy Expo at skabe et skue med international pragt.
Jeppe Andreasen på 24 år er født og opvokset i Lintrup i Sønderjylland på sin families gård med 350 malkekøer. Til hverdag læser Jeppe til produktionsleder på Dalum Landbrugsskole og i sin fritid er han en del af styregruppen for Nordic Dairy Expo. Selvom hans rødder er solidt plantet i den sønderjyske muld, har det ikke holdt ham fra at rejse over landets grænser og opleve de nordamerikanske traditioner for dyrskuer. Og det danner grobund for hans arbejde i styregruppen og ambitioner for Nordic Dairy Expo.
”Dyrskue har altid været noget jeg har set frem til og nyder at deltage i. I styregruppen sidder vi 12 dedikerede kvægentusiaster, som alle har en stor drøm om, at Nordic Dairy Expo med tiden bliver et skue, som værner om de danske traditioner, men som også kigger hen imod de skuer, som jeg har oplevet i udlandet, hvor det også er en stor festdag,” fortæller Jeppe Andreasen.
”Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange udenlandske skuer jeg har deltaget i. Der var fire måneder i Canada og USA, hvor jeg næsten hver dag forberedte eller hjalp til med et dyrskue. Og det der blandt andet er med de canadiske og amerikanske skuer er, at nogle af dem er i en helt anden størrelsesorden, der gør, at showet er ret fantastisk at være en del af,” fortæller Jeppe Andreasen.
En del af inspirationen bag Nordic Dairy Expo kommer fra den internationale scene af dyrskuer. Her har Jeppe taget udgangspunkt i sine erfaringer fra det internationale udstillingsvindue, og brugt det i sit arbejde i styregruppen for Nordic Dairy Expo.
Et show der sprænger rammerne
Jeppe har lige siden han kunne huske været med sin familie på dyrskuer rundt i Danmark. Efter han blev ældre, er han taget afsted med gårdens malkekvæg, men også hjulpet til på andre gårde, når de skulle til deres lokale dyrskuer. Og senest har han rejst over Atlanterhavet for at opleve et af verdens største skuer.
Og interessen for internationale skuer tog for alvor fart, da han i 2025 arbejdede på en canadisk gård med malkekvæg. Her striglede, klippede og klargjorde han kvæg til dyrskuer og allerede efter et par måneder, var der så stor begejstring for hans evner, at han blev sendt til USA for at hjælpe til på den amerikanske gård Budjon Farms.
”Min første tur til USA var i 2018. Her rejste jeg sammen med min far over for at opleve og se, hvad deres skuer gør anderledes. Det var en uge fyldt med spænding, hvor hallen bliver mørklagt, spotlyset rammer koen, og publikum følger med på storskærme,” fortæller Jeppe Andreasen.
”Uden at skulle efterleve de internationale størrelser, ønsker jeg med Nordic Dairy Expo at videreføre alt den spænding, glæde, professionalisme og kvalitet, som jeg har oplevet helt tæt på til de internationale skuer. Det er ikke kun størrelsen på selve skuet, der gør det til et godt og vellykket arrangement, men hele stemningen blandt kvægudstillere, dommere, arrangører, publikum og ikke mindst erhvervsudstillere. I styregruppen, sammen med Nordic Dairy Expo, vil vi gøre alt for at hele dagen spiller,” siger Jeppe Andreasen.
Det er kun fantasien, der sætter grænserne
Jeppe Andreasen synes, at Nordic Dairy Expo skaber rammerne for at tænke ud af boksen og gør det muligt for styregruppen at præge arrangementet. Nordic Dairy Expo danner rammerne for et skue, hvor der kigges på muligheder, og hvor afviklingen af dyrskuet blandt andet inspireres af andre gode skuer rundt omkring i både Danmark og udlandet.
Med Nordic Dairy Expo er der stort fokus på fejringen af dansk avlsarbejde. Derfor teamet bag Nordic Dairy Expo har showet til dyrskuet også fokus på at gøre ekstra meget ud af show ringen og den efterfølgende fest.
”Nordic Dairy Expo er skabt fra bunden af erfarne folk, som har en kæmpe passion for dyrskuer. Det er en dag, hvor vi giver den gas på en masse parametre, som også giver det et internationalt snit,” afslutter Jeppe Andreasen.
