Find ro midt i mylderet - kom til Pompon & Portvin på Kreative Dage
Midt i messens mylder af mennesker, indtryk og aktiviteter er det vigtigt at huske at holde en lille pause. En stund, hvor du kan trække vejret, lade tankerne falde til ro og bare være til stede. Hos Pompon og Portvin i hal D inviterer vi dig ind i et hjørne af messen, hvor tempoet er lavt og stemningen høj.
Her kan du slå dig ned med dit håndarbejde, lytte til oplæsning og - hvis du har lyst - nyde et glas portvin. Det eneste, der rimer på pompon, er selvfølgelig portvin, og sammen skaber de den perfekte ramme for en sanselig og afslappende oplevelse. Uden skærme og støj får du mulighed for at fordybe dig i litteraturen og dine egne kreative evner - en sund og nærende pause for både krop og sind.
Du kan tage dit eget projekt med eller lave en pompon af det restegarn, vi har lagt frem. Her handler det ikke om at præstere, men om at nyde og lade ordene og garnet finde deres rytme.
Forfattere kommer og læser højt
Fredag den 24. oktober kl. 14.00 og kl. 15.30
Mette Stougaard Thomsen er en erfaren litteraturformidler, der med sin skarpe sans for sprog og stemning formår at bringe litteraturen helt tæt på publikum. Hun læser op fra “Se en sidste gang på alt smukt” af Kristin Vego og “Det blå garn” af Karin Erlandsson - to bøger, der på hver sin måde kredser om kvindeliv, sanselighed og skaberkraft. Med Mette som oplæser bliver litteraturen ikke bare hørt men mærket.
Lørdag den 25. oktober kl. 13.30 og
søndag den 26. oktober kl. 13.00
Thomas Ladegaard læser op fra sin nyeste spændingsroman Værn - en tankevækkende fortælling om beskyttelse og modstand, som finder sted de sidste dage under 2. Verdenskrig. Desuden vil der blive vist genstande fra besættelsestiden.
Lørdag den 25. oktober kl. 15.00 og
søndag den 26. oktober kl. 14.30
Thomas Skovmand sidder ved skrivebordet og skriver på sin næste spændingsroman, midt i det levende rum, hvor idéer og ord får lov at vokse. Normalt foregår projektet i Vejle, men er i anledning af Kreative Dage flyttet ind på MESSE C. Thomas fortæller også om arbejdet og læser op.