Farstrup deltager på Furniture Fair 2027
PRESSEMEDDELELSE:
Når dørene åbner til MESSE C Furniture Fair i Fredericia i foråret 2027, bliver det første gang, Farstrup Furniture A/S er med blandt udstillerne.
Den mere end 115 år gamle møbelproducent fra Søndersø på Fyn har valgt at deltage efter at have hørt positive tilbagemeldinger fra branchen.
- Vi har fået tilkendegivelser fra flere sider om, at det er en rigtig god messe, og den har fået god kritik fra branchen generelt. Vi ved også, at mange af vores forhandlere kommer, så nu har vi besluttet, at vi skal prøve det. Det glæder vi os til, siger Steen Cederholm-Johansen, direktør og medejer hos Farstrup Furniture.
Farstrup Furniture producerer fortsat sine møbler på egen fabrik i Søndersø og er især kendt for stole med fokus på komfort, håndværk og individuel tilpasning.
På standen i Fredericia vil de besøgende både kunne opleve en række af de møbler, Farstrup allerede har solidt på markedet, og et par spændende nyheder.
Blandt dem er Balance-serien, designet af Hans Sandgren Jakobsen. Serien omfatter lænestole med regulerbart ryglæn og mulighed for blandt andet høj eller lav ryg og integreret fodhviler.
Farstrup Furniture har desuden en ny EASE lænestol med, designet af Kasper Salto og Thomas Sigsgaard, som kommer på markedet i slutningen af 2026.
- For vores eksisterende forhandlere er messen en mulighed for at blive opdateret på vores sortiment og se, hvad der er kommet til. Samtidig håber vi selvfølgelig også at møde nye møbelfolk, som kunne være interessante for os, siger Steen Cederholm-Johansen.
Han håber, MESSE C Furniture Fair kan samle en stor bredde af den danske møbelbranche.
- Jo flere gange messen bliver afholdt og får etableret sig, jo større tror jeg også, trafikken og interessen bliver. Derfor håber jeg også, at branchen vil bakke op og benytte sig af, at vi igen har en møbelmesse i Danmark, siger direktøren.
Farstrup Furniture har senest været på messe i Tyskland, og nu bliver dagene i Fredericia en mulighed for at se, hvad deltagelsen på en danske branchemesse kan føre med sig.
- Vi glæder os til at prøve det af og se, hvad det kaster af sig. Vi glæder os ikke mindst til at møde vores mange forhandlere og deres medarbejdere - og forhåbentlig også stifte bekendtskab med mange nye kunder og fagfolk, siger Steen Cederholm-Johansen.
Den tredje udgave af MESSE C Furniture Fair finder sted i Fredericia den 25.-28. april 2027.
