BOAT SHOW Denmark genopstår – nu med ny flydende bådudstilling i Marina Fredericia
Pressemeddelelse
1.-3. maj 2026 rykker den store jyske bådudstilling på vandet – og inviterer til oplevelser under åben himmel i Marina Fredericia.
BOAT SHOW Denmark har tidligere været afholdt indendørs i messehallerne i Fredericia, men måtte senest på 2025 udgaven ændre fokus til især et større sceneprogram og udstyr under navnet Maritime Dage. Det skyldes bl.a. at de traditionelle indendørs bådudstillinger udfordres i hele Europa af, at det er svært at tiltrække både pga. stigende transportomkostninger mm.
Derfor rykker BOAT SHOW Denmark nu i stedet ud i det naturskønne og maritime miljø i Marina Fredericia – her bliver det bådene i flere størrelser og typer, der kommer i centrum.
Oplev bådene i deres rette element
Fra den 1. til 3. maj 2026 kan besøgende og udstillere starte sejlersæsonen ved at opleve et bredt udvalg af både – lige fra store luksusbåde til mindre trailerbåde – såvel i vandet som på land. Placeringen i Marina Fredericia giver en unik mulighed for at se bådene i aktion og mærke stemningen helt tæt på vandet. Udstillingen får også flere områder der er dedikeret til udstyr, så bådejere kan opgradere deres maritime udstyr og tilbehør.
Nyt brugtbåd-område
Ud over de mange nye både vil der også være et brugtbåd-område, hvor forhandlere kan præsentere og sælge brugte lagerbåde til de besøgende. Ud over at forhandlere kan sælge ud og gøre plads til nye modeller, kan det sende nye sejlere på vandet, da det oftest er dér man starter, som førstegangskøber - for ikke at nævne det bæredygtige aspekt i at forlænge levetiden på bådene.
Fredericia – knudepunkt for sejlere, bådebyggere og forhandlere
Fredericia er en naturlig ramme for BOAT SHOW Denmark, da byen fungerer som et vigtigt knudepunkt for sejlere, bådebyggere og forhandlere i Danmark. Marinaens centrale placering og Lillebælt som kulisse og legeplads er den ideelle placering vest for Storebælt for både udstillere og besøgende.
Stor opbakning fra Marina Fredericia, sejlklubberne og udstillerne
Flytningen til en central og neutral placering som Marina Fredericia har fået stor opbakning fra både marinaens ledelse og branchen. Alle ser frem til at møde et stort publikum i en unik og maritim ramme.
"Vi glæder os over at kunne præsentere BOAT SHOW Denmark i et miljø, der understøtter bådenes naturlige element og skaber en helt ny oplevelse for både udstillere og besøgende her i Fredericia," siger Glen Blæsbjerg, projektleder hos MESSE C og BOAT SHOW Denmark.
Løbende opdateringer om nye tiltag og muligheder
Arrangørerne bag BOAT SHOW Denmark vil løbende informere om spændende nye tiltag og muligheder, der tilføjes arrangementet, så både udstillere og gæster kan få en unik oplevelse.
Glen Blæsbjerg
Projektleder, MESSE C og BOAT SHOW Denmark
gb@messec.dk