Skip to main content

Autocamper Show 2025 runder milepæl: Rekordbesøg og femårsjubilæum i Fredericia

Messe CAutocamper Show

PRESSEMEDDELELSE

Autocamper Show kunne i weekenden fejre både femårsjubilæum og ny besøgsrekord. Med 10.014 besøgende blev 2025-udgaven af messen den største nogensinde, med en stigning på 14 procent sammenlignet med sidste år.

Dermed har messen i Messe C, Fredericia, for alvor positioneret sig som Danmarks største samlingspunkt for autocamperbranchen.

“Vi er utroligt stolte af den udvikling, Autocamper Show har gennemgået på bare fem år. Det er en milepæl for både os og branchen at runde 10.000 gæster netop i jubilæumsåret. Interessen for autocamperlivet vokser markant og det mærkes tydeligt på messen,” siger projektleder Ida Hahn 

Et marked i hastig udvikling

Autocampermarkedet har de seneste år været i kraftig vækst, både i Danmark og resten af Europa. Det afspejles tydeligt i Autocamper Show, hvor forhandlere, importører, udlejere og udstyrsleverandører samles for at møde både nye og erfarne autocamperentusiaster.

“Stemningen var i år rigtig god, og det hørte vi også fra vores kollegaer. Vi ved fra medierne, at danskerne har store opsparinger stående, men har været tilbageholdende med at bruge dem. Det var slet ikke det indtryk, som vi har fået under autocampermessen. Købelysten var stor, og det var virkelig fedt at mærke på kunderne, at lysten til at investere i deres fritid var stor,” fortæller salgschef Martin Kolst fra Adria Caravan.

Årets messe bød på et rekordstort udvalg af de nyeste modeller af autocampere, vans og campervans samt alt det udstyr og tilbehør, der hører med til livet på hjul. I år havde messen også flere elcampere, som vakte stor interesse blandt de besøgende. Det understreger, at fremtiden allerede er på vej, og samtidig viser det, hvordan messen udvikles, så den følger både tendenser og markedets efterspørgsel. Mange gæster udtrykte begejstring over at kunne se, sammenligne og prøve så bredt et udvalg samlet ét sted.

En vigtig platform for branchen

Autocamper Show blev første gang afholdt i 2021 og har siden udviklet sig til en vigtig platform for branchen, hvor udstillere kan møde både nye og eksisterende kunder, skabe konkrete leads og omsætte dialog til fremtidige handler. Samtidig giver messen mulighed for at præsentere nyheder, teste produkter på markedet og udvikle nye tiltag i tæt kontakt med kunderne og samarbejdspartnere. 

“Bare det at vi får en dialog med potentielle kunder gør, at vi fremadrettet har mulighed for at udvikle det til en reel handel. Vi taler selvfølgelig også med nye samarbejdspartnere, og det giver mulighed for at kunne udvikle nye tiltag, som vi kan bruge over for vores kunder,” forklarer salgschef Martin Kolst fra Adria Caravan.

Ser frem mod 2026

Efter årets rekordudgave ser arrangørerne allerede frem mod næste år. Autocamper Show vender tilbage til Messe C, Fredericia, i 2026, hvor ambitionen er at bygge videre på succesen og skabe endnu stærkere rammer for både udstillere og publikum.

“2025 blev et bevis på, at branchen og dermed også Autocamper Show står stærkt og at interessen for autocampere kun går én vej. Vi glæder os til at fortsætte udviklingen i 2026,” afslutter projektleder Ida Hahn.