Actona vender glad tilbage til Furniture Fair
En af landets største møbelproducenter, Actona Group med base i Holstebro, byder på mange nyheder på MESSE C Furniture Fair i foråret.
Et af de mest markante navne i den danske møbelverden, vestjyske Actona Group, er med igen, når MESSE C Furniture Fair samler branchen i Fredericia i slutningen af april. Efter en stærk første udgave forventer virksomheden endnu en messe med fokus på relationer, faglighed og forretning, fortæller Key Account Manager Martin Lindbjerg.
- Første udgave var rigtig, rigtig god - vi fik mange nye kunder og kontakter. Den var også meget velbesøgt. Min kollega og jeg talte med et stort antal danske kunder, og desuden havde vores svenske og norske agenter også rigtig mange igennem, fortæller han.
Martin Lindbjerg peger på, at MESSE C har formået at skabe velfungerende omgivelser, hvor der er tid til de gode samtaler.
- Der er en seriøsitet og faglighed over det hele, og både som leverandør og besøgende føler man sig taget godt imod. Vi er stolte over at kunne præsentere vores kollektion i så professionelle rammer. Det motiverer også os til at udvikle os - vi løfter hinanden, konstaterer Martin Lindbjerg.
Salg og relationer
Mange kunder lagde konkrete ordrer på sidste års messe, så salget klart overgik forventningerne. Men for Actona handler messen mindst lige så meget om relationer.
- Det ville tage os lang tid at møde den samme mængde kunder rundt i landet. Her møder vi både ejere og ansatte, nye og eksisterende samarbejdspartnere, ansigt til ansigt. Der var en positiv stemning og en super dialog alle fire dage, og det er det vigtigste for os, understreger han.
Når dørene igen åbner i Fredericia, tager Actona blandt andet en række nyheder med fra både Flexlux og Actona-brandet. Sortimentet spænder blandt andet over reoler, spiseborde og spisebordsstole, og virksomheden forventer igen stor interesse.
I 2026-udgaven bliver hele messen samlet under samme tag i MESSE C's rummelige Hal A, og det ser Martin Lindbjerg kun som et ekstra plus:
- Det bliver endnu nemmere at finde alle aktørerne og få overblikket. Så der er lagt op til fire gode dage, og hvis vi kan leve op til niveauet fra sidste år, er det rigtig godt, siger han.
MESSE C Furniture Fair finder sted i Fredericia den 26.-29. april 2026.
Se evt. mere på www.messec-furniturefair.dk.
