Skip to main content

5 gode råd: Vinderen af Miss Holstein deler ud af sin erfaring om dyrskuer

Nordic Dairy Expo

Når malkekoen træder ind i Nordic Dairy Expos showring, til det nye dyrskue i Fredericia, ligger der langt mere end vask og klipning bag. For Rasmus Bülow, der for nylig vandt landskuets pris Miss Holstein med en malkeko fra sit eget avlsprogram, begynder forberedelserne længe før, at grimen findes frem. Men hvad skal der til, før en malkeko er klar til at blive vist frem? Det deler Rasmus Bülow sine erfaringer ud om.

Rasmus har altid været et konkurrencemenneske og som helt ung brugte han sit konkurrencegen på fodboldbanen. Allerede som 12-13-årig begyndte arbejdet med malkekvæg og spændingen ved dyrskuer at fylde mere end selve konkurrencen:

”Selvom jeg selvfølgelig gerne vil vinde, er mit råd til nye udstillere at tage af sted for at være en del af fællesskabet. Dyrskuerne giver mulighed for at møde andre, der deler interessen for kvægavl, og der er hjælp at hente, hvis man endnu ikke har styr på alle detaljerne,” fortæller Rasmus Bülow 

Rasmus er vokset op med malkekvæg på forældrenes gård, Lynggarden, hvor hans far også gik op i dyrskuer. Interessen fulgte med ind i landbrugsuddannelsen og elevtiden på Gjorslev Gods, hvor kvægbrugsleder Christian Lohmann lærte ham meget af det, han ved i dag om klipning. Siden har han arbejdet på Stortoft Holstein, i en canadisk avlsbesætning og på Anderstrup Holstein samt uddannet sig til agrarøkonom. Den 1. januar 2026 overtog han forældrenes gård med 150 årskøer.

Undervejs har han lært, at selv små detaljer kan få betydning, når malkekoen og fremviseren står foran dommeren.

”Jeg kan huske en mønstringskonkurrence, hvor jeg havde tommelfingeren i hullet på grimen. Det lagde dommeren mærke til, og det var en af grundene til, at jeg ikke vandt. Det måtte jeg lære på den lidt hårde måde. Træningen af malkekoen og fremviseren er lige så vigtig som at have den perfekte malkeko på papiret,” fortæller Rasmus Bülow.

Det lange løb og slutspurten 

Dyrskuet Nordic Dairy Expo er arrangeret af Dansk Holsteins seks sydlige avlsforeninger og MESSE C i Fredericia. Skuet samler mennesker om den interesse og det arbejde, der ligger bag malkekvægene i ringen. Det er en anledning til at vise, hvad det langsigtede avlsarbejde kan føre til. 

”Dyrskuer handler om at fejre det gode avlsarbejde ude i staldene, derfor begynder mit arbejde allerede der. Malkekoen skal have de rette forudsætninger i krop, ben og yver og derefter have tid og god pasning til at udvikle sig,” fortæller Rasmus Bülow. 

Hans egen Miss Holstein-vinder var med på Roskilde Dyrskue som ung malkeko i 2023. Dengang vandt hun ikke, men hun viste potentiale. I 2025 blev hun Miss Sjælland, og i 2026 fulgte titlen som Miss Holstein på Landsskuet i Herning.

”Det giver noget ekstra, når ens eget avlsarbejde og flere års arbejde bærer frugt. Efter hendes første kælvning var det tydeligt, at hun var noget helt særligt. Hun havde et godt yver, og med årene har hun udviklet en helt ekstraordinær krop,” siger Rasmus Bülow.

For udstillere med blikket rettet mod Nordic Dairy Expo handler forberedelserne derfor også om at se på hvilke malkekvæg, der vil være klar på dagen. Kælvningstidspunktet spiller en rolle, og planlægningen kan begynde omkring et år før skuet. Ifølge Rasmus står malkekoen ofte skarpt omkring to måneder efter kælvning, men det kræver, at fodring og pasning følger med. Træningen i at gå med grime begynder typisk omkring to måneder før.

”Malkekoen skal lære at gå roligt og i et jævnt tempo, men du skal også selv lære at præsentere hende bedst muligt. Det kræver tålmodighed, men noget af det sjove er, at man opbygger en tillid til dyret og til sidst kan føre så stor en malkeko med én hånd,” fortæller Rasmus Bülow.

Koen har brug for ro på dagen for dyrskue

Udover træning, kælvningsstrategi og avlsprogrammer er der også praktiske ting, der skal spille sammen op til og på dyrskuet. Blandt andet foretrækker Rasmus at få klipningen klaret hjemmefra, så der er mere ro på, når køerne kommer frem. På dyrskuepladsen skal de have godt med halm at ligge i og det foder, de kender hjemmefra.

”På showdagen er det vigtigt, at malkekoen er fyldt godt med foder, så de kan producere mælk og ser sunde ud, både på maven og med et spændt yver. På den måde sikrer jeg mig, at min malkeko både udstråler sundhed og malkepræg, ” siger Rasmus Bülow. 

”Malkekvæg er vanedyr, så det handler om at give dem så gode og velkendte forhold som muligt, når de netop er et fremmede sted. En malkeko kan stå rigtig flot derhjemme, men de nye omgivelser kan påvirke dem. Derfor er det vigtigt, at der er ro, og at de bliver passet godt hele vejen,” fortæller Rasmus Bülow.

Tag til dyrskue for det sociale

”Man skal tage afsted for det sociale og for at dele sin passion for kvægavl. Så bliver placeringen mindre vigtig. Det skal være sjovt at være med, og der er plads til alle,” fortæller Rasmus Bülow.

For ham er konkurrencen en del af glæden ved dyrskuerne. Men samværet med de andre kvægentusiaster gør dagen til noget helt specielt og er en lige så stor del af det at deltage.

Nordic Dairy Expo placerer sig i det centrale Danmark, nærmere bestemt Fredericia, med lige adgang fra Jylland og øerne samt det nordlige Europa og gør det derfor muligt for endnu flere at være med i fællesskabet ved dyrskuer, særligt for det østlige og sydlige Danmark. 

”Jeg er glad for, at Nordic Dairy Expo åbner muligheden for at flere kan stifte bekendtskab med skuer, og det fællesskab som følger med, da der bare er noget helt specielt ved dyrskuer og at være sammen med andre kvægentusiaster,” afslutter Rasmus Bülow. 

Faktaboks:

Fem råd til nye udstillere fra en tidligere vinder 

  1. Malkekoen skal have “5-stjernede” forhold hele året, både hjemme i stalden og på dyrskuerne.
  2. Få malkekoen klar på showdagen, inden hun skal i ringen. Fyldt vom og yver er vigtigere end klipningen.
  3. Tilpas kælvning efter den enkelte malkeko, for at den rammer den bedste form, så hun står skarpest til dyrskuet - en fed malkeko vinder sjældent. Det er vigtigt, at de udstråler malkepræg og ikke ligner kødkvæg.
  4. Start i god tid med at træne dine malkeko til at gå pænt i grime - et roligt, afslappet dyr præsenterer sig bedre i ringen og gør det sjovere for mønstreren. Hvis muligt, start allerede træningen fra de er kalv.
  5. Tag afsted for det sociale og at kunne dele din passion. Hvis du er ny, kan du starte med kvier, som kan præges meget til dyrskue, med “hø-fodring” og en halmboks at gå i.