Tirsdag den 23. april byder frivillige lokale kræfter i Fredericia på stor fællesspisning i forbindelse med det landsdækkende ”Danmark spiser sammen”- initiativ

En dejlig menu, en håndfuld gode sange, lys på bordene og hyggeligt samvær er nogle af nøgleordene, når MESSE C sammen med en række lokale frivillige for fjerde år inviterer til gratis fællesspisning i MESSE C Fredericia. Det foregår tirsdag den 23. april klokken 12.00 til 14.30.

Målgruppen for dagen er borgere i lokalområdet, som af forskellige årsager måske ikke har det store netværk, eller som bare kunne trænge til en ”vitaminindsprøjtning” i form af hyggeligt samvær, god mad og snak rundt om bordet.  

”Danmark spiser sammen”

Arrangementet sker i tilknytning til Folkebevægelsen mod Ensomheds ”Danmark spiser sammen”-kampagne i uge 17. Tanken er, at måltider og fællesspisning er en perfekt anledning til at føre mennesker sammen og skabe fællesskaber. 

MESSE C byder på middag og drikkevarer, ligesom de stiller køkkenteam, tjener og lokaler gratis til rådighed. Herudover er følgende involveret med frivillige hjælpere til arrangementet: Selvhjælp Fredericia-Middelfart, FrivilligCenter Fredericia, ”Spise med Gutterne/Spise med Quinderne”, Pleje og Omsorg fra Fredericia Kommune og kirkerne i Fredericia. I alt er 40-50 frivillige i sving, herunder repræsentanter fra Kokkeforeningen.

Dagen starter klokken 12.00, hvor deltagerne kan sætte sig til bordene. Herefter er der spisning, skåler, samvær og fællessang på programmet med præst Søren Thorsen fra Hannerup som toastmaster. 

- Og måske er vi heldige, at borgmesteren ligesom sidste år finder lidt tid i sin travle kalender til at komme forbi og få en snak med gæsterne, lyder det fra arrangørerne.

Hurtig tilmelding!

Har du lyst til at deltage, så skal du være hurtigt ude! Tilmelding sker efter først-til-mølle princippet og senest den 12. april til FrivilligCenter Fredericia på telefon 72 10 67 70 eller e-mail: post@fc-fa.dk

I særlige tilfælde kan Fredericia Kommune være behjælpelig med transport. Ønske om dette bedes oplyst i forbindelse med tilmeldingen og er, som nævnt, kun hvis særlige forhold gør sig gældende.