Den 10. udgave af Nordens største kreative messe bliver en fest med guld, glimmer og nye tiltag

I oktober afholdes den 10. udgave af Kreative Dage i Fredericia, og det kommer ikke til at gå stille for sig. Der er nemlig lagt op til fest med masser af guldstøv og gyldne øjeblikke for landets mange hobby- og håndarbejdsentusiaster.

- Selv om der er fem-seks måneder til, kan vi godt love, at det bliver den hidtil største Kreative Dage. Sidst var der 253 udstillere på plads – på nuværende tidspunkt har vi allerede 246 navne på udstillerlisten, og flere kommer til løbende, fortæller messechef Lars Søndergaard.

Både på udstiller- og besøgssiden har pilen peget konstant opad for Kreative Dage igennem årene:

- Det har været fantastisk at opleve Kreative Dages vokseværk. Det er nu Nordens største kreative messe, og sidste år satte vi igen rekord med 22.183 besøgende, påpeger Lars Søndergaard.

Den store tilstrømning har dog givet visse trafikale og logistiske udfordringer, særligt om lørdagen, som er den klart største dag besøgsmæssigt.

- Derfor indfører vi et loft over antal billetter pr. dag, og billetterne sælges i år online i forsalg efter først til mølle-princippet. Det skal sikre en bedre besøgsfordeling over de tre messedage og en god oplevelse for alle, forklarer messechefen. Billetsalget blev åbnet i april, og flere end 1000 har allerede sikret sig adgang til årets kreative begivenhed, oplyser messechefen.

Der bliver også masser at glæde sig til på jubilæumsudgaven, betoner han.

Det endelige program for de tre scener lægges op på hjemmesiden før sommerferien, men en række spændende navne er allerede på plads. Det gælder eksempelvis den kendte kjoledesigner Jesper Høvring, som fortæller om sit virke både fredag og søndag, og også udstiller nogle af sine kreationer messen igennem. 

Der er også glædelige gensyn med ”strikkeguru” Christel Seyfarth, samt med kongelig hofleverandør og blomsterkunstner Bjarne Als fra Bering House of Flowers, som byder på et inspirerende juletema om søndagen.

Pilefletter Tenja Skotte er på scenen lørdag, mens Frank Egholm fra snittesiden.dk er ”på” alle tre dage.

- I øvrigt foregår Kreative Dage samtidig med Knæk Cancer-kampagnen, og vi donerer en del af entreindtægterne til det store indsamlingsshow lørdag, afslører Lars Søndergaard.

Kreative Dage finder sted i MESSE C Fredericia den 26.-28. oktober.